maj 1812 holdt foran Saint Cloud en vogn, der skulle langvejs østerpå. Den bar et kronet N på døren, bevægede sig på tidens bedste fjedre, var polstret med grønt fløjl og indvendig ligesom overkravlet af gyldne bier, der aldrig forlod denne kejserlige kube. Ned ad paladstrappen svippede en travl, umådelig hastig herre. Han plejede at lade sig til syne, om ikke som et meteor, i alle fald som en kanonkugle, der når til vejs ende. Det var ikke sundt at stå dens bane i vejen. Alt veg til side. Den løb frem mellem to bukkende mure. Der blev ikke taget afsked, ikke råbt leve. Hovederne dukkede sig. Kuglen slog ned på sit sæde. Døren smækkede i som låsen på et stykke skyts. Vognen raslede af som en ladt kanon. Den løb ind på sin plads i en endeløs eskorte af kejserlige ekvipager. En række rullende rum med et hof på rejse. Gesandter i trekanthat og portefølje. Marschaller i gala og guld. Anstandsdamer i stivelse og duft.