Hans Peter Kofoed-Hansen (1813-1893) var en præst, lærer, samfundsdebattør og forfatter, som ikke blev særlig kendt i sin samtid og siden hen er gået i glemmebogen. En ganske uretfærdig skæbne, eftersom de fem romaner, han udgav under pseudonymet Jean Pierre, rejser store, eksistentielle spørgsmål om liv og død, som må interesse alle, der tænker over meningen med livet, og ikke blot henslæber det som "dorske Jordorme", der aldrig sender "et længselsfuldt Blik mod Himlen". "At hvile i Godhedens Favn" omhandler udelukkende Kofoed-Hansens skønlitterære forfatterskab og er et forsøg på at introducere og relancere en overset digter. Især hans hovedværk, "Kjød og Aand, eller de to Veie" (1845), bør sikre ham en selvfølgelig plads i dansk litteraturhistorie. Alene titlen! De fem Jean Pierre-bøger handler bl.a. om, hvorvidt man kan aflæse et menneskes indre væsen i dets ansigtstræk, hvorvidt man kan få et leveværdigt liv efter, at man i en ung alder har mistet en højt elsket ægtefælle, hvorvidt en bærbar balance mellem tilværelsens fysiske og åndelige dimension lader sig etablere, hvorvidt hver generation er moralsk forpligtet til at sone de foregåendeS synder, og hvorvidt to halvsøskende må forelske sig i hinanden?