”Middelmådigheden og dilettantismen vokser bestandigt tættere op omkring de ganske få kunstnere, landet ejer, suger luft og næring fra den gode kunst og truer med helt at kvæle den. Husene fyldes helt op til hanebjælkerne med bemalet lærred, hvoraf der nu forbruges kilometre, hvor metre tidligere slog til. Det er ikke blot en vittighed, at olietryksfabrikanterne klager over, at prisen på deres varer trykkes af malerne.” I sit indlæg i Nationaltidende fra 1897 diskuterer Alfred Bramsen kunstens status i Danmark omkring århundredskiftet. I stærke vendinger kritiserer han den stigende tendens til at glorificere det, han ser som dårlig og middelmådig kunst, for derigennem at vække pøblens smag for kunst uden at tænke på den kunstneriske kvalitet. Indlægget giver et interessant indblik i diskursen om kunst og dilettantisme i datidens Danmark. Alfred Bramsen (1851-1932) var en dansk tandlæge og forfatter, der udgav en lang række bøger om sundhed, tandpleje og hygiejne skrevet til lægmand. Alfred Bramsen var desuden en ivrig kunstsamler og besad flere værker af Vilhelm Hammershøi, om hvem han udgav to bøger.